Westjysk Smag

Den rene, ægte og uforfalskede smag af Vestjylland

De tager det sure med det søde hos Westjysk Smag, der fremstiller likør og eddike på vestjysk. Det lille og familiedrevne bryggeri er etableret af Dorte og Benny Agerbo og producerer årligt 6.000 liter likør, der blandt andet afsættes i specialhandlen og gennem deres webshop.

Tiden arbejder for den gode smag. Likørerne gærer i mindst ti måneder på vildgær fra egen æblelund. Der bliver ikke tilsat alkohol som kan ”overdøve” smagen fra råvarerne, og den naturlige gæring stopper ved en alkoholprocent på 14. Umami tilføres likøren med smagsgivere som dunhammer, jordbær, marehalm og rødtjørn, der dyrkes eller samles på familiens usprøjtede jord.

”Vi bruger kun råvarer, som vi selv kan finde og dyrke på gården. Det har stor betydning for os at vores likør er lokal og smager af Vestjylland. Vores jord er usprøjtet og fordeler sig over æblelund, småskov og vådområde. Vi filtrerer ikke vores likør, fordi det vil ændre på den gode smag”, pointerer Benny Agerbo fra Westjysk Smag.

Westjysk Smag deltog på Food Festival 2018 i Århus med stor succes. Et samarbejde mellem Business Region Midt Vest og Center for Fødevareudvikling, gav fødevareproducenter mulighed for at være en del af det vestjyske univers. Her blev der smagt, kokkereret og fortalt historierne bag produkterne.

Westjysk Smag
Westjysk Smag